Tandlægeskræk

Sådan mindsker du din egen frygt for tandlægen

Hvis du er en af dem, der selv er nervøs for at gå til tandlæge, så er der en række ting, du kan gøre inden besøget, for at mindske frygten.

Stol på tandlægen

Det første skridt på vejen mod at mindske tandlægeskrækken er, at du har en tandlæge, som du er tryg ved.

– Det er noget af det allervigtigste. Det skal være en, som du stoler på, er i stand til at håndtere de problemer, du har, siger Torben Schønwaldt.

Der findes ikke en specifik mærkning eller certificering til håndtering af patienter med tandlægeskræk, som du kan kigge efter, når du skal vælge tandlæge.

Hvis du skal ud at finde en ny tandlæge, anbefaler Torben Schønwaldt, at du forhører dig i dit netværk og eventuelt prøver at tale med nogle forskellige tandlæger, indtil du finder en, som du har kemi med, og som du føler dig tryg ved.

Forbered tandlægen

Det er meget vigtigt, at du oplyser tandlægen om, at du er angst for at komme i tandlægestolen. På den måde kan tandlægen tilrettelægge din behandling, så den bliver så behagelig for dig som muligt.

Det kan for eksempel være ved at sætte ekstra tid af eller ved at sørge for, at personalet er rutinerede i den behandling, de skal lave.

Lav klare aftaler

Inden tandlægebesøget er det vigtigt, at du laver nogle klare aftaler med din tandlæge, om hvad der skal ske, så du kan være forberedt.