
Kosmetisk tandbehandling
Blegning, tandsmykker, piercing, plastikkirurgi, facader og kroner.
Flere og flere går i dag meget op i deres udseende og får lavet indgreb på kroppen for at blive smukkere. Det gælder også tænderne. Hvor man tidligere kun behandlede tandsygdomme, foretages der i dag indgreb på ellers raske tænder for at gøre dem pænere. Tænderne er vigtige elementer i ansigtets helhed, og nogle mener, at et attraktivt smil kan føre til større selvværd.
Mange ønsker også at få det samme hvide smil, som vi dagligt møder i ugeblade, på tv og i film.
Tænder kan gøres hvidere, formen kan ændres, mellemrum kan lukkes, tandkød kan hejses op og ned, og der kan sættes smykker på tænderne. Men hvad betyder det for tandsundheden nu og på lang sigt?
Her bør man skelne mellem nødvendige og unødvendige behandlinger. Ved nødvendige behandlinger, hvor tænderne har været syge og har brug for behandling, må man leve med eventuelle bivirkninger. Men når det drejer sig om raske tænder, der udsættes for kosmetiske behandlinger, bør man tænke lidt mere over, hvilke bivirkninger der kan være. For tænderne skal holde hele livet uden for mange reparationer.
Når det gælder misfarvning af tænder, er kaffe, te, rødvin og cigaretter nogle af de største syndere. Men tændernes farve kan også ændres som en naturlig del af det at blive ældre, fordi emaljen slides, og tandbenets varme farve skinner igennem. Misfarvning kan også forekomme, hvis emaljen ætses væk i forbindelse med et stort forbrug af læskedrikke eller frugt. Tænder kan ligeledes se misfarvede ud, hvis de har store gamle fyldninger, er snavsede eller sidder på en speciel måde i tandrækken, og her hjælper blegning ikke.

Man skal passe meget mere på tandemaljen, og det er vigtigt, at en tandlæge eller tandplejer vurderer, om en blegning er mulig – altså om misfarvningen skyldes, at der er trængt farvestoffer ind, og om emaljen kan tåle behandlingen.
Mange får lidt ondt i tænderne, mens der bleges, og det kan specielt være slemt, hvis man i forvejen har følsomme tandhalse. Det kan være nødvendigt at stoppe behandlingen eller holde en pause undervejs. Heldigvis holder isningerne som regel op efter et par dage.
Efter en blegning vil tænderne i de første dage være mere modtagelige for nye farvestoffer. Holdbarheden af en blegning afhænger af, hvor mange farvestoffer tænderne udsættes for. En genblegning kan blive aktuel efter 2-3 år.
Man bør aldrig blege tænder hjemme uden først at have talt med en tandlæge/tandplejer om det. Det er desuden vigtigt at følge vejledningen nøje, når man bleger tænder hjemme ved hjælp af en blegeskinne fra tandlægen/tandplejeren.
Specielt skal man passe på, at blegemidlet ikke kommer på tandkødet eller ned i maven. En hjemmeblegning tager oftest 2-3 uger, hvor skinnen med blegemidlet sidder på tænderne i 1-2 timer om dagen eller hele natten.

Blegning af tænder skal altid foregå med en indledende undersøgelse og information hos en tandlæge/tandplejer.
Det er ikke tilladt at blege tænder hos frisør eller kosmetolog.
Tandblegemidler med mere end 0,1 % brintoverilte må ikke sælges i Danmark (mindst 3% er nødvendig for at blege tænder).
Tandblegning med højere koncentration af brintoverilte end 0,1 % må udføres hos tandlæge/tandplejer.
Kosmetisk tandblegning må ikke udføres på unge under 18 år.
Personen skal have betænkningstid på min. 2 dage, før kosmetisk tandblegning må udføres.
Bleg kun tænder, hvor det er nødvendigt.
Hvis du har behov for tandblegning, så tal med din tandlæge/tandplejer om, hvorvidt tænderne kan bleges, og eventuelle bivirkninger.
Ved hjemmeblegning følges tandlægens/tandplejerens blegeanvisninger nøje.
Gentag kun blegning sjældent.
Køb aldrig blegemidler på nettet! De er oftest ulovlige og kan indeholde stoffer, der skader dine tænder.
Hvis man er solbrændt eller bruger mørk læbestift, ser tænderne lysere ud.
Et tandsmykke limes på tanden med en speciel plastlim, hvor der først ætses i tandens overflade for at få det til at hænge fast. Limen kan være svær at få af igen, og når smykket tages af, efterlades der ofte en gullig plet på tanden. Hvis limen skal helt væk, slibes der ofte ind i den sunde emalje. En anden bivirkning ved et tandsmykke er, at det kan være svært at børste rent, og sker det ikke, kommer der caries og tandkødsbetændelse.

En piercing i læben kan gnide så uheldigt på tandkødet, at det trækker sig langt ned ad rodoverfladen. En blotlagt rod kan gøre ondt og ser ikke pæn ud. Det er særligt uheldigt for unge mennesker, fordi tænder og tandkød helst skal holde hele livet.

Hvis det er muligt at lave den kosmetiske behandling, uden at tanden beslibes, vil der være indbygget fortrydelsesret i behandlingen. Derimod vil en tand, der slibes, altid fremover skulle have en plast- eller keramikerstatning, som desværre ikke holder evigt.
Det kan sagtens ske, at en facade på en tand ved flere ganges omlavning må blive til en fuldkrone, fordi der hver gang slibes mere og mere af tanden.
Kosmetiske plastbehandlinger kan ofte laves uden, at der slibes på tanden, f.eks. når mellemrum mellem tænder lukkes, eller en lille tand gøres større. Det æstetiske resultat vil ofte være rigtig godt, men desværre er holdbarheden ved plast ikke så god som ved behandling med keramik. Plasten vil med årene blive misfarvet – specielt i kantområderne – og der kan brække lidt af. Derfor vil det være nødvendigt at vedligeholde en behandling med pudsning eller reparation, indtil den endeligt laves om.
Behandlingen kan dog udføres ved et enkelt besøg hos tandlægen og er derfor ikke så kostbar som behandling med keramik.


Mellemrum mellem fortænderne er sundt, der kommer ikke caries.
Plastbehandlinger kan ofte laves uden, at der slibes på tanden.
Plast holder ikke så godt som keramik.
Der skal altid slibes på tanden, før der laves behandling med keramik.
Kosmetisk plastbehandling kræver vedligeholdelse.
Ubehandlede sunde tænder er lettere at holde rene end behandlede.




Derfor er det vigtigt at tage en grundig snak med tandlægen om muligheder, bivirkninger, holdbarhed, økonomi og ikke mindst tandsundheden på lang sigt, før man beslutter sig for kosmetisk tandbehandling.
Ofte findes der milde løsninger, som kan forbedre udseendet, uden at man går på kompromis med, hvad der er sundt for tænderne.
Vær indstillet på, at du kan få ondt i tænderne efter en tandblegning.
Undgå kraftige farvestoffer lige efter blegning.
Har du piercinger tæt på tænder og tandkød, såfjern dem!
Plast og porcelæn under eller tæt på tandkødet kræver ekstra god mundhygiejne.
Tal med din tandlæge/tandplejer om, hvilke hjælpemidler du skal bruge ud over tandbørsten til at holde rent.
Vær indstillet på, at kosmetiske behandlinger ikke holder evigt, og at indgrebene ofte bliver større, hver gang der laves om.
Denne patientvejledning er udarbejdet af overtandlæge Ulla Pallesen, Tandlægeskolen, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet i samarbejde med Tandlægeforeningen.